”I mit liv har biografrummet erstattet kirkerummet”

I fredags var jeg med til at uddele året Gabrielpris. Prisen gik til Katrine Brocks’ debutfilm ’Den store stilhed’. En fortælling om pigen Alma, fremragende spillet af Kristine Kujath Thorp, der står overfor at afgive sit nonneløfte. Men Almas bror dukker pludselig op, og det ripper op i fortiden, og slår sprækker i klostrets ellers trygge mure.

Katrine kunne ikke selv være til stede ved overrækkelsen, fordi hun havde født sit første barn ugen før. I stedet havde hun sendt en fin, ægte og nærværende videohilsen, der udløste spontane klapsalver blandt de små 600 tilstedeværende.

Katrine er selv opvokset i et kristent bofællesskab, og har gået i katolsk kirke. Som 14årig tabte hun sin barnetro, og hun har siden befundet sig i en form for åndelig identitetskrise.

’Den store stilhed’ er en film om skyld. ”Det at være plaget af skyld, at tage skylden på sig, få skylden, at give andre skylden. Det meget menneskelige i at dæmonisere andre for at holde sin egen sti ren”, fortalte Katrine. Hendes håb er, at filmen kan skabe en dialog om, hvor det moderne menneske skal gå hen for at finde mening og tilgivelse. ”Filmen giver ikke nødvendigvis nogen svar på de store spørgsmål”, pointerede Katrine og fortsatte: ”Det tror jeg også er meningen med film. De skal få dig til at tænke, føle og undre dig. I mit liv har biografrummet erstattet kirkerummet”.

Stort tillykke til Katrine med prisen – og hendes nyfødte søn!

Regner og mig ved Dreyers klippebord!

I dag har jeg været med Det Danske Filminstituts Museumsråd på besøg i filmarkivet i Glostrup. 

Med i Museumsrådet er Regner Grasten, der har produceret årets hidtil bedste danske film, ’Den, der lever stille’. 

Efter mødet gav Museumsinspektør Thomas Christensen os en eksklusiv rundvisning, hvor målet var Carl Th. Dreyers klippebord! Klippebordet er virkelig fint håndværksmæssigt udført af Tage Arnø. Men hvilke film Dreyer har siddet og klippet ved bordet, kunne vi ikke rigtig bestemme.

Replik til Stegelmann

Det er altid en glæde, når det man arbejder med, bliver brugt. 

I det seneste nummer af EKKO har Jakob Stegelmann sat sig for at punktere den store illusion om dansk stumfilms verdensomspændende succes med afsæt i en sammenligning med Hollywood. 

I sin artikel trækker Stegelmann først og fremmest på min bog om Nordisk Films Kompagni, og det er jeg beæret over. 

Men Stegelmann skyder med spredehagl og bruger mit arbejde som ammunition i en argumentation, som jeg ikke deler. For det giver faktisk mening at tale om denne periode som en storhedstid i dansk film – og ikke mindst at sammenligne den med Hollywood.

Min replik til Stegelmanns artikel blev bragt på Ekkos hjemmeside i dag, og kan læses her.

Forelæsning på Københavns Universitet

Dagen bød på en gæsteforelæsning på Københavns Universitet for søde film- og medievidenskabsstuderende. Emnet var Nordisk Films Kompagnis tidlige historie, og de studerende havde mange gode spørgsmål til det, som kan betragtes som en af de største successer i dansk filmhistorie.