I fredags var jeg med til at uddele året Gabrielpris. Prisen gik til Katrine Brocks’ debutfilm ’Den store stilhed’. En fortælling om pigen Alma, fremragende spillet af Kristine Kujath Thorp, der står overfor at afgive sit nonneløfte. Men Almas bror dukker pludselig op, og det ripper op i fortiden, og slår sprækker i klostrets ellers trygge mure.
Katrine kunne ikke selv være til stede ved overrækkelsen, fordi hun havde født sit første barn ugen før. I stedet havde hun sendt en fin, ægte og nærværende videohilsen, der udløste spontane klapsalver blandt de små 600 tilstedeværende.
Katrine er selv opvokset i et kristent bofællesskab, og har gået i katolsk kirke. Som 14årig tabte hun sin barnetro, og hun har siden befundet sig i en form for åndelig identitetskrise.
’Den store stilhed’ er en film om skyld. ”Det at være plaget af skyld, at tage skylden på sig, få skylden, at give andre skylden. Det meget menneskelige i at dæmonisere andre for at holde sin egen sti ren”, fortalte Katrine. Hendes håb er, at filmen kan skabe en dialog om, hvor det moderne menneske skal gå hen for at finde mening og tilgivelse. ”Filmen giver ikke nødvendigvis nogen svar på de store spørgsmål”, pointerede Katrine og fortsatte: ”Det tror jeg også er meningen med film. De skal få dig til at tænke, føle og undre dig. I mit liv har biografrummet erstattet kirkerummet”.
Stort tillykke til Katrine med prisen – og hendes nyfødte søn!